Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 12 af 16. marts 2001 om Kulturråd.

 

I medfør af § 1, stk. 2 i Landstingsforordning nr. 8 af 7. maj 1988 om styrelsen af kultur- og undervisningsvirksomhed fastsættes:

 

§ 1. Landsstyret nedsætter efter hvert nyvalg til Landstinget et Kulturråd til at rådgive Landsstyret i anliggender vedrørende kultur.

 

Rådets opgaver

§ 2. Kulturrådet rådgiver Landsstyret i alle anliggender vedrørende kultur. Rådgivning sker efter forelæggelse af spørgsmål eller på rådets eget initiativ.
Stk. 2. Kulturrådet udarbejder forslag til retningslinier for fordeling af de økonomiske midler, som Direktoratet for Kultur har til rådighed for kulturelle anliggender.

§ 3. Kulturrådet skal under varetagelse af sit arbejde efter § 2 sikre, at alle kunstarter tilgodeses.

 

Rådets sammensætning

§ 4. Kulturrådet består af 2 medlemmer, der udpeges af Landsstyremedlemmet for Kultur, samt indtil 6 medlemmer, der udpeges af landsdækkende organisationer som følger:
1 repræsentant for litteratur.
1 repræsentant for sang.
1 repræsentant for musik.
1 repræsentant for teater og dans.
1 repræsentant for billedkunst.
1 repræsentant for film og video.
Stk. 2. De medlemmer, der udpeges af landsdækkende organisationer, skal være udøvende eller skabende kunstnere.

 

Møder, forretningsorden og budget

§ 5. På første møde efter nyvalg til Landstinget vælger Kulturrådet en formand og en næstformand blandt sine medlemmer.
Stk. 2. Kulturrådet kan årligt foretage nyvalg til posterne.

§ 6. Kulturrådet afholder mindst to møder årligt.
Stk. 2. Direktoratet for Kultur varetager sekretariatsfunktionen for Kulturrådet.
Stk. 3. Kulturrådet fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 4. Kulturrådet udarbejder i samråd med sekretariatet et årligt budget for sin mødevirksomhed. Budgettet godkendes endeligt af Direktoratet for Kultur.

 

Ikrafttrædelse

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2001.

 

Overgangsbestemmelser

§ 8. Snarest efter ikrafttræden nedsættes Kulturrådet for indeværende valgperiode.
Stk. 2. Såfremt der inden for et område ikke eksisterer en landsdækkende organisation, kan repræsentanten for denne kunstart, indtil en landsdækkende organisation er stiftet, udpeges af Landsstyremedlemmet for Kultur.




Grønlands Hjemmestyre, den 16. marts 2001.




Lise Lennert

/

Karl Kristian Olsen